PAB er en almen boligforening, som blev stiftet den 25. september 1943 med det formål at opføre, udleje, administrere, vedligeholde og modernisere støttet byggeri i overensstemmelse med reglerne i lov om almene boliger.
PAB råder i øjeblikket over mere end 4.000 boliger fordelt på 25 afdelinger. Afdelingerne er bygget i perioden 1948 til 2022 og er udført i såvel mursten som beton.
Bebyggelserne omfatter både højhuse, rækkehuse, tæt/lavt byggeri og traditionelle etagebyggerier og varierer derfor en del i udseende.
Alle boliger er centralt placeret i forhold til indkøb og offentlige transportmidler.